Landskabets farver og farvernes landskaber

AF ERIK RYNELL, DOKTOR LEKTOR, LUNDS UNIVERSITET

 

Det er nærliggende at opfatte Páll Sólnes' billeder som landskaber.

Et landskab handler ikke kun om geografi, det er ikke nødvendigvis en bestemt plads, men kan også være indre verdener og spor af indtryk. Farven har sit eget liv og evnen til at vække til live, en egen skabende kraft, der får nye sammenhænge til at opstå. Farvens forhold til landskabet hos Páll Sólnes er ikke gengivende. Han bevæger sig snarere ved grænsen mellem landskabet og de rumlige muligheder, der opstår fra farvernes egen dynamik. Man kan også se hans malerier som kompositioner i farver, afbrudt af associationer til natur og landskab. Vi aner himle, vand, bakker, marker og vegetation, men billederne krydser aldrig grænsen til virkelig at skildre noget konkret.

 

Páll kommer fra Akureyri i det nordlige Island. En by i bunden af en fjord mellem bjerge. Blikket rækker langt, og man er omgivet af et landskab i konstant forandring. Umiddelbart har det langstrakte bjerg Vaðlaheiði, på den anden side af Eyjafjörður, en ganske ensartet farveskema i brunt og græsgrønt. I klart vejr tilføjer himlen og fjordens vand nuancer af blå. Skyernes skygger trækker over bjergskråningerne. Hen mod aften skærpes farverne, og lyset forvitrer lodrette mærker langs bjergsiden. Når aftenlyset fylder fjorden, kan himlen forvandles til et gyldengult hav, der bliver til rødt og afspejles i fjordens overflade. Men det islandske lys har også en klarhed, der gør at ethvert objekt, en malet husmur, et par blomster i en have, kan pludselig lyse op, som om farverne blev til, mens man ser på. Det uforudsigelige i det islandske landskab gælder også dets farver.

 

Det er det storslåede og dramatiske landskabs farver, som man også kan se i det islandske maleri. Denne intensitet får man også et glimt af i Páll Sólnes' billeder. Men de himle, man tror, at man aner, kunne lige så godt være over markerne uden for Bollerup i det sydlige Skåne, hvor Páll Sólnes bor og arbejder, over havet ud for Kåseberga eller over vådområderne omkring Linderödsåsen. Og hvad er det for nogle intense områder af rødt, cinnoberrød og kraplak, der ofte bryder frem mellem himlene, skyerne og det vand, som vi tror, at vi ser?

 

Den vigtigste bevægelse i billederne går indad gennem et lag af farver, der er fragmentarisk forbundet med hinanden. Undertiden går lysets underliggende struktur gennem farvefelterne. De flydende streger, der opstår, giver en sjælden sidebevægelse, uden at give mere liv til overfladerne, og forstærker bevægelsen indad. Dette sker også gennem det ofte enten kvadratiske format, eller som har relativt lige proportioner mellem længde og højde. Men selv i undtagelserne er det bevægelsen indad snarere end den vandrette bevægelse, der understreges.

 

Páll fortæller mig, hvordan han under studietiden i København fulgte et tegnekursus på Glyptoteket. Der var tale om en traditionel undervisning i modeltegning med tegnekul. Páll, der altid havde tegnet og haft nemt med det, måtte indse, at det her var noget helt andet. Tegningerne blev vurderet efter præcisionen i iagttagelsen, og hvordan denne blev overført til papiret. Denne ældgamle akademiske form for kunstundervisning trænede ham i at se og være opmærksom på det, der nemt undslipper det flygtige blik eller den hurtige association. Det tvang hånden væk fra den indøvede dygtighed og til møjsommeligt at begynde at opdage på ny. Denne præcision i iagttagelsen synes Páll Sólnes at have overført fra genstandenes former til farvernes og lysenes. Indtrykkene fra landskaberne er lavet af én, der har gået den møjsommelige vej at lære sig at se.

 

I Páll Sólnes' billeder ser man også indflydelse fra andre naturmalere. En af dem er næsten uundgåeligt Jóhannes Kjarval, den store fortolker af det islandske landskabs magi. Kjarvals måde at arbejde med farver kan lede tankerne til abstrakt ekspressionisme. Blandt de kunstnere, der har inspireret Páll Sólnes, nævner han også en af disse, Joan Mitchell og to, der delvist arbejder med farver på en lignende måde, Cy Twombly og Per Kirkeby.

 

Páll Sólnes' maleri er sonderende og lyrisk, og det opdager uden at berette. Det er på samme tid en dyb iagttagelse og farvens egen energi. Det er typisk, at han ikke navngiver sine billeder. Betragteren føres ind i deres verden, ikke gennem ordet, hvilket uundgåeligt også fortolker og afgrænser, men blot gennem billedernes egne elementer af lys, farve og rum.