Maleriets kemi

AF GUDMUNDUR ODDUR MAGNUSSON,

PROFESSOR VED ISLANDS KUNSTAKADEMI

 

Jeg anser malerkunsten for blot at være en alkymistisk proces – den magi, der består i at tilføre stoffet ånd og hjerte, og denne komponent er nødt til at være ægte for at være smuk. Kan man ikke male fra hjertet, så kan man slet ikke male. Er man ikke drevet af det indre lys – forestillingen om en ufødt virkelighed – så er man ikke rigtig kreativ. Dette udgjorde kernen i den romantiske bevægelse i det 19. århundrede og udgør samtidigt en tidløs forståelse af kreativitet. Denne medfødte, men ofte fortrængte, intuition udfordrer sjælen til at se ud over det, øjet kan se. Jeg anser, at det er det, som Caspar David Friedrich, romantikkens ikon i det 19. århundrede, mente med ordene: „De rene og oprigtige følelser i vores hjerter er den eneste sandfærdige kilde til kunsten. Et maleri, der ikke henter inspiration i hjertet, er intet andet end formålsløst taskenspilleri.“

 

Det er netop sådan, Páll Sólnes maler og altid har malet med en følelsesmæssig intensitet. Kernen i Sólnes' malerier er lyset, der ofte bryder ud i lys lue et sted mellem himlens og jordens materier. Han betragter landskabet intenst, og hans skarpe visuelle iagttagelser af naturens former, rum og farver udgør en del af de visuelle minder, han trækker på i sine malerier, i hvordan farverne påvirker hinanden i rummet og et samspil med hinanden. Jorden i hans malerier fremstår i mørke umbra pigmenter, brændte og rå, mens himlen gengives i kongeblåt, kobolt blå, fransk ultramarin, intens turkis eller turkisblå. Et strejf af en klar farve, som ikke findes andre steder i maleriet, synes at forankre og skabe ligevægt i hele kompositionen, der ofte er indisk gul eller måske mørk permanent gul på en permanent karminrød baggrund.

 

Men den måde, som han udtrykker sig på, er mere kompleks end blot i romantikkens ånd. Han kan nemt beskrives som abstrakt ekspressionistisk af mindst to grunde. Dels handler det om spontanitet eller indtrykket af spontanitet, og dels handler det om åndelighed. Abstrakt kunst giver et klart udtryk for idéer i forhold til en åndelig essens, det ubevidste og sindet. Til trods for at udtrykket „abstrakt ekspressionisme“ først blev anvendt om amerikansk kunst i 1946 af kunstkritikeren Robert Coates, havde man anvendt det i tidsskriftet Der Stürm i 1919 om tysk ekspressionisme. I USA var det Alfred Barr, der først anvendte udtrykket i 1929 om Wassily Kandinskys værker. Hvilket fører tankerne til de førende kræfter inden for abstrakt kunst, Piet Mondrian og Kashmir Malevich, som var dybt optaget af teosofien. Åndeligheden var kilden til deres grundlæggende kreativitet.

 

Siden årtusindskiftet har tidsånden indtil videre ikke handlet så meget om noget fundamentalt kreativt eller „nyt“. Det har naturligvis været en kreativ periode, men på en anden måde. Den har handlet om at manipulere eksisterende former og idéer; sætte dem ind i nye sammenhænge eller se dem fra nye eller forskellige vinkler. Erklæringen synes at være, at idéerne i sig selv ikke er originale – det er derimod den måde, vi behandler, gennemfører og udfører dem på, der gør kunstværket originalt og samtidigt enten personligt eller ej. Vi har på mange måder dematerialiseret kunstgenstanden. Sågar ved at erklære maleriet dødt! Dette spørgsmål blev engang stillet på en kunstskole, hvor den gamle kloge lærer kløede sig i hovedet. „Dødt? Hvordan kan det være dødt? Maleriet er blot et medie i lighed med videokunst eller installationer. Det er ligegyldigt hvilken slags medie man bruger – SÅFREMT man udtrykker noget, der er ægte.“

 

Kan man ikke male fra hjertet – så kan man slet ikke male, ligesom hvis man ikke kan spille fra hjertet, så kan man slet ikke spille! Man må lægge vægt på de spontane og instinktive kræfter. Vi kan naturligvis skrotte alle klassifikationer og kategoriseringer fra romantikken i det 19. århundrede, fra den abstrakte ekspressionisme etc. Gårsdagen er ligesom et andet land – grænserne er nu lukket. Tomhed, hvidt lærred, tabula rasa, intethed, „Jord fandtes ikke, ingen Himmel“. En mulighed for skabelse, her og nu. En imaginær linje er trukket, gerne lidt på skrå, en horisont, der afspejler himmel og jord, mellem lodrette grænser mellem todimensionale rum, harmonier af blå toner, fra det lyse kongeblå til de dybere og rigere blå toner i baggrunden og jordfarver i forgrunden. I mellemgrunden er fokus på et glødende stænk af permanent karminrød med en anelse gult eller hvidt. Man ser ind i lyset, og et nyt liv er født.

 

Sådan er improvisationens natur. „Nøglen til kreativitet er en dårlig hukommelse,“ sagde Miles Davis engang, hvilket minder os om improvisationens kræfter. Men bag alle genier, som Miles, gemmer sig titusinder af timer af omhyggeligt arbejde. Páll Sólnes er født i det nordlige Island i 1950’erne. Vi voksede op i samme kvarter og har kendt hinanden siden teenageårene. Står man i tårnværelset i Páll Sólnes' barndomshjem i hans fødeby og ser mod øst, så får man øje på et rundt bjerg med stejle klippeformationer, ikke oppe på toppen, men midt i det syn, der møder én i øst. Bliklinjen er hypnotisk, og denne udsigt har Sólnes engang malet for mig i varme og intense farver. Denne linje midt i synsfeltet markerer også solopgangen. Allerede dengang var Páll besat af solen, og på hans første udstilling i begyndelsen af 1970’erne i kælderen af vores gymnasium hængte han en blæktegning op med titlen „Solnedgang set fra solens vinkel“, hvor skygger falder væk fra bliklinjen. Ens indre verden afspejles i ens ydre verden. Páll Sólnes arbejder i ensomhed, langt væk fra sit subjekt, på Sydsveriges flade sletter, hvor han kun maler det, han ser i sit indre.